HF Esport: Uddannelse til gamere
Et samarbejde med Astralis.
VUC Storstrøm indgår uddannelsesaftale med Astralis
Astralis’ egne spillere samt andre professionelle, danske gamere vil fremover kunne tage en fleksibel gymnasial uddannelse online hos VUC Storstrøm.
VUC Storstrøm lancerer i samarbejde med Astralis til august et nyt tiltag, der skal hjælpe elitesportsudøvere indenfor esport - samt andre professionelle gamere - med at få en ungdomsuddannelse. Uddannelsen bygger på HF-enkeltfag via fjernundervisning, og vil blive tilpasset den enkelte spillers trænings- og turneringsplan.
”Vi har i en årrække hjulpet elitesportsudøvere inden for fodbold og ishockey med at opnå en ungdomsuddannelse, så vi har meget erfaring med tilpasning i forhold til turneringsplaner,” fortæller Bo Svane Møller, som er vejleder på VUC Storstrøms Fjernundervisning og for skolens esport-tilbud.
Den høje grad af fleksibilitet og tilpasning betyder, at det vil være muligt for VUC Storstrøm at rumme både elite-, semielite- og professionelle spillere.
”Elitesportsudøvere tjener nogle gange så mange penge, at det ikke giver mening at forsøge at opnå SU – de vil heller ikke have tid til at tage nok fag til at opnå SU. Tjener man ikke til sine leveomkostninger gennem sporten, vil man nok også have tid til at tage nogle flere fag og dermed være i stand til at supplere med SU. Vi tilpasser uddannelsen til den enkelte spiller, så det giver mening for ham eller hende at uddanne sig ved siden af,” siger Bo Svane Møller.
”Derfor er vi ekstremt glade for initiativet og det samarbejde, vi nu lancerer med VUC Storstrøm, der giver spillere på alle niveauer mulighed for at tage enkeltfag som fjernundervisning i et fleksibelt set-up, der betyder, at man samtidig kan passe sin træning og deltage i kampe og turneringer – også med kort varsel,” forklarer Asger Ravn Nielsen, specialkonsulent hos Astralis.
Følgende fag kan tages på HF Esport:
Biologi C ½ år
Biologi C-B ½ år
Dansk C ½ år
Dansk 0-A 1 år
Drama C ½ år
Engelsk C ½ år
Engelsk 0-B 1 år
Engelsk B-A 1 år (kun opstart i aug)
Fysik 0-B 1 år* (kun opstart i aug)
Geografi C ½ år
Historie 0-B ½ år (kun opstart i aug)
Historie 0-B 1 år
Kemi C ½ år
Kemi C-B ½ år
Matematik C ½ år
Matematik C-B ½ år
Matematik B-A ½ år
Mediefag C ½ år
Naturgeografi C-B
Psykologi C ½ år
Psykologi C-B ½ år
Religion C ½ år
Religion C-B ½ år
Samfundsfag C ½ år
Samfundsfag C-B ½ år
*Du skal som minimum sideløbende med fysik B deltage i matematik B, hvis du ikke har dette niveau.
Hvis du vælger Dansk A, Engelsk B eller Samfundsfag C kommer du til at gå på et hold, som kun har esportspillere.
I andre fag vil du kunne være med i en studiegruppe med andre esportspillere, hvis der er spillere på holdet.
Tal med en studievejleder, så tilpasser vi din uddannelse ud fra dine ønsker - og din trænings- og turneringsplan.
Spørg Bo på 📞 24 37 96 50
Esport kræver meget af spillerne – ligesom andre elitesportsgrene gør
I esport forekommer der hyppigt ændringer i planer for turneringer og træningsdage, hvilket sætter store krav til en uddannelses fleksibilitet. Det, at VUC Storstrøm og Astralis kan gå sammen om at skræddersy løsninger til esportskursister, vil forhåbentligt kunne være med til at stille de unge talenter i centrum, så de får en god oplevelse uddannelsen igennem.
Astralis føler et medansvar for at gøre vejen fra breddespiller til professionel mere bæredygtig. Lige nu er der en opfattelse hos de unge af, at et tilvalg af esport på et ambitiøst plan er lig med et fravalg af uddannelse, og det ønsker Astralis at ændre.
”Behovet hos esporten og dens aktører er ikke meget forskellig fra traditionel sport, hvor skræddersyede uddannelsestilbud heldigvis eksisterer på rigtigt mange områder. I Astralis er et af vores fokusområder at bakke op om og fremme det positive potentiale i esport, og derfor er det også naturligt for os at arbejde på at give udøverne de samme muligheder, når det gælder uddannelse,” siger Asger Ravn Nielsen.
”Der er et uddannelsesmæssigt hul, som vi ønsker at udfylde. Vi vil gerne støtte op om, at elite-esportsudøvere – på lige vilkår med andre elitesportsudøvere – kan tage en ungdomsuddannelse,” siger Rasmus Kjær Kristiansen, udviklings- og erhvervschef hos VUC Storstrøm, og fortsætter, ”Der kræves meget af spillerne, og det kan være umådeligt svært at tage en uddannelse ved siden af sporten. Det vil – og kan – vi imødekomme på VUC Storstrøm.”
Peter ”Casle” Ardenskjold, som er cheftræner for Astralis Counter-Strike supplerer: ”Jeg har igennem de seneste mange år arbejdet med både talenter og professionelle spillere, og fordi esporten kan være tidskrævende, har jeg set, hvordan nogle er faldet fra i deres uddannelser. Det frafald kan vi forhåbentlig minimere med VUC Storstrøms nye tiltag, som jeg personligt synes, er et kæmpe skridt frem for den voksende esportsscene i Danmark. Jeg kan sagtens se flere af vores talent-spillere udnytte muligheden, og det er i hvert fald noget, jeg – og vi i Astralis – vil bakke kraftigt op om,” afslutter han.
Et forstående miljø
VUC Storstrøm er en esport-skole og tilbyder også et Esport-tilvalg til deres almindelige HF- og AVU-kursister. Deres udviklingskonsulenter, vejledere og mange af lærerne har fået undervisning i esport henover de sidste år, så ”De forstår, hvad det kræver og ikke mindst, hvilke kompetencer esporten fremelsker, som vi kan bygge videre på i undervisningen,” forklarer Rasmus Kjær Kristiansen.
”Dette målrettede initiativ gør, at Astralis og VUC Storstrøm kan samle esporttalenter et sted med rammer, der giver plads til deres udfordringer – og en hverdag, hvor de indgår i et studiefællesskab med ligesindede. Det skal ikke være enten-eller, når det gælder esport og uddannelse, men både-og,” afslutter Asger Ravn Nielsen.
Et samarbejde med