Ordblindetesten gav ro: ”Jeg accepterer mig selv, som jeg er”

"Man skal ikke tage sin diagnose på sig, så den er en hindring for én selv."

 

Ordene er Tanja Larssons – folketingspolitiker og ordblind. Hun fortæller her om sin kamp med det skriftlige, og hvad det betød for hende at blive ordblindetestet.

 

Tanja Larssons videbegær og trang til at udrette noget har altid fået hende videre mod nye horisonter. Hun er uddannet fysioterapeut, har læst sundhedsvidenskab på universitet og har nu været medlem af Folketinget i et år.

Karrieren er en bedrift i mere end en forstand. Tanja Larsson er nemlig ordblind, og i mange år indgik hun i det mørketal af voksne, der lever med uopdaget ordblindhed.

 

Uopdaget ordblind

Livet som uopdaget ordblind rummer ofte en følelse af at være anderledes og forkert uden at vide hvorfor. Sådan var det også for Tanja.

 

”Gennem min skoletid brugte jeg adskillige timer på mine lektier - langt flere end mine klassekammerater gjorde. Det var en nødvendighed for at klare mig igennem. Jeg sagde nej til fester, kærester og fritidsaktiviteter for at kunne bruge al min tid på at læse og forstå teksterne i pensum”, siger hun.

 

Ved hjælp af benhård selvdisciplin tager Tanja i midten af 1990’erne en hf-eksamen. Derefter går hun i gang med - og gennemfører - en uddannelse til fysioterapeut. Men da hun i 2016 begynder at læse på Universitetet i Lund, går den ikke længere.

 

”Jeg var blevet optaget på Folkesundhedsvidenskab og oplevede, at jeg slet ikke kunne følge med i studietempoet”, fortæller hun.

 

Ved et tilfælde falder hun i snak med en skolelærer i Faxe Ladeplads, hvor hun bor. Hun opfordrer hende til at lade sig teste for ordblindhed. Det var en helt ny tanke for Tanja Larsson, som aldrig havde overvejet, at hun kunne være ordblind.

 

Moderat til svært ordblind

Tanja Larsson bliver ordblindetestet på VUC Storstrøm i Faxe i 2016. Da hun modtager testresultaterne, har hun først svært ved at tro på, hvad de viser. Hun er 39 år og er lige blevet erklæret moderat til svært ordblind. Så kommer lettelsen. Der var jo ikke noget ”forkert” med hende - hun var blot ordblind.

Som følge af diagnosen får hun kendskab til it-redskaber, der kan hjælpe hende i studier og senere i arbejdslivet. Størst af alt var dog den selvaccept, som fulgte med diagnosen.

”Selvforståelse og accepten af at være, som jeg er har betydet rigtigt meget for mig. Det giver ro indeni,” siger hun.

Derfor er hendes budskab til andre i samme situation at lade sig ordblindeteste og at se en eventuel diagnose som en mulighed:

 

”Man skal ikke tage sin diagnose på sig, så den er en hindring for én selv. Hvis I har modet til at tage imod den hjælp, der er at få, så kan I opnå alt, hvad I sætter jer for,” lyder opfordringen fra Tanja Larsson.

 

 

Interviewet er fra den 9. oktober 2020.