VUC Storstrøm scorer topkarakter igen

De hf-studerende hos VUC Storstrøm tegner sig også i 2016 for landsdelens bedste karaktergennemsnit.

Den bedste hf-eksamen på Lolland-Falster og Sydsjælland opnås hos VUC Storstrøm. Det viser en opgørelse fra Undervisningsministeriet, der har sammenlignet karaktererne på samtlige landets gymnasiale uddannelsesinstitutioner i 2016. Og med et karaktergennemsnit på 6,3 lægger VUC Storstrøm sig i helt i top sammenlignet med øvrige hf-udbydere i området. Til sammenligning ligger gennemsnittet for hele Region Sjælland på 5,9 og landsgennemsnittet på 6,1.

"Det er vi selvfølgelig rigtig stolte af. Ikke mindst fordi det dokumenterer, at vores kursister klarer sig rigtig fint. Vi kan også se, at en meget stor andel af dem fortsætter på en videregående uddannelse", siger administrerende direktør for VUC Storstrøm Niels Henriksen.

VUC Storstrøm, der tilbyder undervisning i hhv. Næstved, Faxe, Vordingborg, Nakskov, Maribo og Nykøbing F. har mærket en markant tilstrømning de senere år, og Niels Henriksen er ikke i tvivl om, at karaktererne afspejler en meget engageret gruppe af studerende.

2-årig hf kan du læse i Faxe, Næstved og Nykøbing F.

VUC Storstrøm ligger også øverst på listen på hf-enkeltfag i hele Region Sjælland, nemlig med et gennemsnit på 6,6, hvor gennemsnittet for hele Regionen ligger på 6,4.

Hf-enkeltfag kan du læse i Faxe, Næstved, Vordingborg, Nakskov og Nykøbing F.